Hvorfor jeg startede HjemHos: Min fars kamp mod ensomhed

For tre år siden ændrede mit liv sig fundamentalt. Ikke på grund af en forretningsidé eller en karrieremulighed, men på grund af en diagnose. Min far fik konstateret Parkinsons. Han var 65 år.

Den dag, alt ændrede sig

Min far havde altid været en aktiv mand. Han glædede sig til pensionen, til endelig at få tid til de ting, han elskede: sin lille have, morgenkaffen i solen, de lange gåture i kvarteret. "Nu skal jeg nyde livet," sagde han ofte. "Nu er det min tur."

Så kom diagnosen. Parkinsons. Et ord, der i første omgang virkede abstrakt og fjernt. Men langsomt begyndte virkeligheden at indhente os alle sammen.

Ensomheden, der sneg sig ind

Det, jeg ikke havde forventet, var ensomheden. Ikke sygdommen i sig selv, men den stille isolation, der fulgte med. Min far begyndte at trække sig tilbage. Færre gåture. Færre besøg hos naboerne. Færre telefonopkald til gamle venner.

"Det var som at se et lys langsomt blive dæmpet. Ikke slukket på én gang, men gradvist, dag for dag."

I starten tænkte jeg, det var sygdommen. Trætheden. De fysiske begrænsninger. Men jeg indså langsomt, at det var noget andet. Det var skammen over at være anderledes. Frygten for at være til besvær. Følelsen af at verden fortsatte uden ham.

Heldigvis har min far min mor. De er sammen, og det gør en kæmpe forskel. Men selv med hende ved sin side kunne jeg se, hvordan hans verden langsomt blev mindre. Færre besøg. Færre opkald. Venner, der ikke vidste, hvad de skulle sige, og derfor holdt op med at ringe.

En erkendelse, der ændrede alt

En dag sad jeg hos ham. Vi drak kaffe i stilhed, som vi ofte gjorde. Og pludselig sagde han noget, jeg aldrig vil glemme:

"Det værste er ikke sygdommen. Det værste er at føle sig glemt."

De ord ramte mig hårdt. Her sad min far, manden der havde gjort alt for sin familie, og følte sig glemt. Ikke fordi vi ikke elskede ham, men fordi hverdagen havde taget over. Vi havde alle vores liv, vores arbejde, vores egne familier. Og han sad tilbage. Alene.

Det satte sig i mig. For det handler ikke kun om pleje og medicin. Det handler om at have nogen at snakke med. Nogen der spørger, hvordan man har det. Nogen der bare er der.

Fra frustration til handling

Jeg blev ved med at tænke på det. Ikke bare min far, men alle de andre derude. Og så en dag slog det mig: Der sidder tusindvis af ældre i store huse og savner selskab. Samtidig er der unge mennesker, der desperat leder efter et sted at bo. Hvorfor er der ingen, der forbinder de to?

Over 600.000 danskere over 60 bor alene. 12 ansøgere til hver eneste ungdomsbolig i København. Det gav simpelthen ikke mening.

Ikke en traditionel udlejning. Mere end det. Et fællesskab, hvor begge parter får noget ud af det.

HjemHos bliver til

Jeg samlede et team af mennesker, der delte min vision. En læge med erfaring fra psykiatrien, som hver dag ser, hvad ensomhed gør ved mennesker. En udvikler, som kunne bygge den platform, vi havde brug for.

Sammen skabte vi HjemHos. Simpelt koncept: Ældre med plads møder studerende, der mangler et sted at bo. Vi screener alle grundigt, afstemmer forventninger og sørger for, at det er trygt for begge.

Hvad jeg har lært

Min fars sygdom har lært mig, at de små ting betyder mest. En kop kaffe med nogen. Et "hvordan har du det?" Bare at vide, at nogen kommer forbi senere. Det lyder banalt, men det er det ikke.

Til dig, der læser dette

Har du et ledigt værelse? Så hør gerne fra dig. Ikke for at redde verden, men måske for at få lidt mere liv i hverdagen.

Er du studerende og leder efter et sted at bo? Du kan få mere end bare et værelse. Du kan få et hjem.

Og hvis du har en forælder eller bedsteforælder, der sidder lidt for meget alene, så tal med dem. Det er derfor, jeg startede HjemHos.

- Kamran